Samfundsvidenskabelige metoder - en introduktion Af: Per Østergaard og Erik S. Rasmussen Det er hensigten at give læseren en grundlæggende introduktion til den samfundsvidenskabelige arbejdsform. I en videnskabshistorisk sammenhæng vises det at opfattelsen af hvad der er sand viden har ændret sig, og at vi fortsat ser ændringer i den måde hvorpå videnskab bliver betragtet. Når der ikke er én rigtig metode for videnskab bliver det væsentligt at kunne vælge det rette perspektiv til en given problemstilling. Det diskuteres hvordan man udvikler teorier og modeller i samfundsvidenskab, samt måden hvorpå man anvender begreber til opstille et grundlag for en problemformulering.
På denne baggrund redegøres der for hvordan man opstiller en referenceramme til en empirisk undersøgelse af en valgt problemstilling, det drøftes hvordan man arbejder konkret med litteraturstudier, og hvordan man kan benytte sig af eksisterende forskning. Herefter gives der en introduktion til de to mest almindelige metoder til dataindsamling: kvalitative og kvantitative metoder. Det særlige ved kvalitative metoder forklares, og der redegøres for hvordan man benytter observation og interview som redskab til indsamling af data. Det diskuteres hvordan man kan bedømme troværdigheden af undersøgelser baseret på kvalitative metoder. I relation til de kvantitative metoder tages der udgangspunkt i opstilling af hypoteser, udvælgelse af respondenter og stikprøve. Derefter redegøres der for eksperimentet som metode til indsamling af data. Denne tilgang ses i sammenhæng med indsamling af data gennem en spørgeskema undersøgelse, og det drøftes i hvilket omfang man kan benytte sekundære data. Til slut inddrages spørgsmål om validitet og reliabilitet. |